Påskeudstilling aflyst
Den store kunstudstilling på Brønderslev Gymnasium er aflyst
BRØNDERSLEV: Påskeudstillingen Brønderslev Gymnasium 2020 er aflyst på grund af Corona.
Det oplyser John Laursen, der sammen med sin kone Sonja Laursen står bag påskeudstillingen.
Alle kunstnerne er for en uges tid siden blevet orienteret om beslutningen, og John Lausen melder, at de havde alle stor forståelse herfor.
- Efterfølgende har regeringen desuden strammet kravene vedr. hvor mange der må samles, så det vil være helt udelukket at arrangere udstillingen, tilføjer han.
Han er selvsagt ked af, at udstillingen ikke bliver til noget i år.
- Det skulle have været 45. gang. Jeg tror, det er første gang, den ikke bliver gennemført, fortæller John Laursen.
De har allerede haft udgifter for cirka 20.000 kroner, og det er lavet katalog.
- Det er også ærgerligt for de kunstnerne, der har malet op til udstillingen og lavet keramik. De står alle sammen med et stort lager, fortæller John Laursen.
Der er ikke planer om at udskyde udstillingen til senere på året.
- Det bliver først næste gang til påske. Vores udstilling er jo en påskeudstilling. Nogen har skrevet, om vi kan lave noget det et andet tidspunkt, men det synes jeg ikke, man kan. Det bliver først næste år, fortæller John Laursen.
Til gengæld har han spurgt kunstnerne, om de kunne tænke sig at være med næste år, og der har alle sagt ja.