Billede beskrivelse

På vej mod lysere tider: Donation redder fodbolden i gymnastikforening

21. august 2023 kl. 19.00

Det har længe været et stort problem i Agersted Gymnastikforening, at det var svært at spille fodbold, når mørket sænkede sig. Ganske vist havde man lys på banen, men lamperne var af ældre dato og lyste ikke hele banen op.

- Det var stort set umuligt at spille fodbold efter mørkets frembrud, og det var et stort problem, for ingen gider spille i mørke, fortæller foreningens formand, Tina Kjærsgaard.

Takket være en donation fra Sparekassen Danmarks Fonden Dronninglund har man nu fået opsat nye lamper.

- Det er altafgørende for os, fortæller hun, mens hun tænder de nye lamper for at vise dem frem for afdelingsdirektør Villy Sørensen, Sparekassen Danmark, da han besøgte fodboldbanerne for officielt at overrække pengene.

- Det nye lys skal nok være med til at få flere til at spille fodbold i klubben. Vi har på grund af en række stridigheder, der helt truede med at lukke foreningen, haft svært ved at få klubben på ret køl igen, men nu har vi igen et hold, der ganske vist spiller i den laveste række, men vi er på rette vej, føler jeg. Vi har også et motionshold, der spiller, og nu behøver vi ikke at tage hensyn til, at mørket sænker sig. Nu kan vi spille til langt ud på aftenen takket være det nye lysanlæg, siger Tina Kjærsgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste