På tur med naturvejlederne

Cirka 40 var på løvfaldstur ved Lunken

13. november 2018 kl. 15.33

De ca. 40 deltagere fik en kort introduktion til træernes biologi og fik svar på spørgsmålet: hvorfor taber træerne bladene om vinteren? Også træernes genbrug af bladene i skovbunden fik en naturlig forklaring med på vejen.

Naturvejlederne fortalte også om forskellige dyrs måde at klare den danske vinter, fra frøerne til pindsvinene og spidsmusene.

Og så gik turen ud i den sollyse og smukke efterårsskov. Vejen gik forbi grævlingegravene, grævlingerne sover meget om vinteren, men når vejret er til det og maven knurrer, står de op og tager en lille runde i skoven efter føde, inden de igen går i graven og sover videre.

En rystepose kom i brug og naturvejlederne kunne vise nogle af de små men vigtige dyr, der er med til at omsætte de døde blade.

Ved Naturskolens bistade prøvede deltagerne at danne ”vinterklynge” næsten som bierne. Bierne søger om vinteren sammen i en tæt klynge for at holde kulden ude.

Skovens smådyr blev fundet under rådnede grene i skovbunden, og bl.a. løbebille, skolopender og kuglebænkebider fik et par gode ord med på vejen.

Tilbage i Naturskolens lokale, hvor der var fyret op i kakkelovnen, nød deltagerne den medbragte kaffe, snakken gik og hyggen bredte sig, inden deltagerne kunne tage hjem efter en lærerig eftermiddag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste