Overraskende vinder
Byens Bedste Band skal underholde ved Bålhøj Festival
I Den Runde Pavillon i rododendronparken i Brønderslev blev Byens Bedste Band 2018 kåret. Det blev No Remedy, der med sejren skal åbne Bålhøj Festival i Ø. Brønderslev.
Byens Bedste Band er et samarbejde mellem Brønderslev Kulturskolen og Musikforeningen Live i Brønderslev. I år var der fire bands, der stillede op i kampen om titlen. Det ene band blev ramt af sygdom blandt medlemmerne, men sanger og guitaristen Phillip Leeholm viste stort mod og mandshjerte og stillede op alene som singer/songwriter.
Morten Vangsted fra Musikforeningen Live, trak lod mellem deltagerne og først på scenen kom Philip Leeholm. Han skulle så præsentere sig overfor aftenens strenge dommerpanel, der består af kunstneren Ole Jespersgaard, guitaristen Daniel Mikkelsen og trommeslageren Oscar Rank, der for øvrigt var med i bandet LilO, der vandt sidste år. Til at forsøge at styre lyden på kommunens, efterhånden noget slidte PA-anlæg havde man fået fat på Thomas Boelt Pedersen eller BP i daglig tale.
Philip Leeholm spillede et par egne kompositioner i den mere stille ballade genre og et enkelt kopi nummer, Purple Rain med Prince, et nummer han i øvrigt fremførte meget flot.
Næste band på scenen, var kvartetten Crooked Ballroom Aliance, der består af trommer, to styk guitarer og noget så usædvanligt som harmonika og keyboard. En noget usædvanlig kombination, men som lød helt fantastisk, bassen blev leveret af harmonikaspilleren.
En sammenbragt flok rutinerede musikere der leverede deres første optræden sammen, de viste et utrolig flot vokalarbejde i deres medrivende numre som de selv havde skrevet. Det var numre om livet som ikke helt ung mand mere, rock og bajere er ikke alt længere som guitarist og forsangeren sagde det imellem numrene. Han virkede i øvrigt underlig bekendt, fandt efterfølgende ud af at det var Morten Weigelt, der spiller bas i Dark Country bandet, Superscum fra Aalborg.
Så var turen kommet til fire unge gutter fra Kulturskolen, der kaldte deres band for No Remedy. Her forventede man, at der kom fart over feltet, man kunne se at de var kommet for at rocke pavillonen. De indfriede da også forventningerne fra start til slut, de startede med et Dizzy Mizz Lizzy-nummer og bagefter gav de en hyldest til lokale Blue Van, ved at spille et af deres største hits Man Up. De sluttede med to egne kompositioner, hvor af det ene lugtede alvorligt af Red Hot Chilli Peppers, føj det var godt!!
Sidste band på scenen, var Daniel Jul & Dem fra Jylland, Daniel Jul har vundet Byens Bedste Band konkurrencen tidligere som solist og kom med en frisk anden plads i Bandbattle i Aalborg i baglommen. Med de tre nye folk kom der mere lyd og kød på Daniels sange, trommer, bas og en elguitar til at lægge et godt poplydspor rundt om Daniels gode stemme, kan kun blive en succes.
Efter alle fire deltagere havde leveret deres bidrag til konkurrencen, trak dommerne sig tilbage og voterede om, hvem der havde gjort det bedst i deres optik.
Vinderen blev, meget overraskende for undertegnede, de unge knægte fra No Remedy. Dommerne vurderede at de havde leveret den bedste samlede indsats. Bandet havde absolut ikke troet på at de skulle vinde, så de røg nærmest igennem taget da Morten Vangsted udnævnte vinderbandet No Remedy.
Bandets forsanger Mikkel var tydelig rørt og fortalte, at de kun havde eksisteret som band i godt 100 timer og at de nu heldigvis havde et pænt stykke tid til at øve nye numre i inden Bålhøj Festivalen 2018 løber af stabelen lørdag 11. august. tex