Over 200 var til hygge og flæskesteg
Manna-Thise Samlingshus lever i sandhed op til sit navn.
Fredag aften dannede stedet rammen om stort rykind til en omgang fællesspisning med klassisk dansk flæskesteg på menuen. I alt 208 borgere havde indfundet sig i samlingshuset, der i tilknytning til multihuset er hjemsted for et væld af foreninger i lokalområdet.
Fredagens fællesspisning var således sat i scene af både White Team og De Glade Drenge. Sidstnævnte er en flok herrer, der dyrker madlavningens ædle kunst. White Team udgøres af kvinder, som en gang om ugen samles til blandt andet sang og forefaldende arbejde i multihuset. Forleden havde de frivillige i fællesskab lavet maden, der udover flæskesteg også omfattede dessert i form af risalamande.
- Det er jo den 1. december, så selvfølgelig har menuen stået på julemad, fastslår Inge Løgholt, der er kasserer i Manna-Thise Multihus.
- Vi afvikler fire fællesspisninger årligt. Det er altid med stor tilslutning. I aften har vi også sørget for, at børnene kan se julekalender på storskærm i hallen, tilføjer hun og roser de frivillige.
- Det er jo et kæmpe arbejde at lave mad til så mange mennesker. Men det lykkes hver gang og det er et stort plus for byen, at vi kan samle folk på kryds og tværs til et godt måltid. Det er med til at skabe relationer og det styrker sammenholdet i vores lokalsamfund, lyder det videre fra Inge Løgholt.
Udover god mad og masser af hygge stod aftenen blandt andet på fællessang. Her var lokal-visen, “Velkommen i vort hus” naturligvis på repertoiret.
Næste gang der inviteres til fællesspisning i Manna-Thise Samlingshus bliver i februar. Foreløbig er menuen en hemmelighed.