Otteårige Liv gav konkurrenterne baghjul og vandt DM i crosskart
Liv Nielsen fra Asaa er bare otte år, men alligevel har hun allerede bevist, at hun er et stort talent inden for motorsport i den vogntype, der hedder crosskart.
De seneste to år har hun vundet bronze ved DM, men i år strøg hun helt til tops og blev danmarksmester efter en suveræn sæson, hvor hun vandt fem ud af syv løb.
Hun kører i klassen op til 85 ccm. Hele sommeren er hun og hele familien af sted til løb i både Danmark og udlandet. Hun har således i år også kørt løb i Sverige og Estland.
Liv har det ikke fra fremmede. Hendes far og bedstefar har været passionerede motorsportsfolk, og hendes storebror, Jonas på 12 år, har de seneste fire år vundet DM i crosskart.
I år, hvor han er rykket en klasse op og dermed fået langt hårdere konkurrence, blev det alligevel til en fornem fjerdeplads.
- Jeg var tæt på at blive nummer tre, understreger han, der også opnåede andre flotte resultater. Han formåede således at slutte på en imponerende andenplads ved det internationale stævne, Nez Crosscart Championship, for kørere fra hele Nordeuropa.
Sæsonen er slut for de to talentfulde kørere, men de er begge klar til at give den gas igen næste år og hente nye pokaler til deres i forvejen fyldte reol.