Oscar og og Nikolaj byggede et duplo-tårn på 2,28 meter
Det er egentlig ret nemt at bygge noget med duploklodser, men skal man bygge meget højt og på tid, så bliver det straks en helt anden sag. Det fik en række børn at prøve, da de i vinterferien mødte op i Hjallerup Idrætscenter til en dag, hvor de fik lejlighed til at sætte en række rekorder i forskellige discipliner. En af opgaverne gik ud på at bygge et tårn af duplo på 15 minutter. Det højeste vandt.
To og to gik børnene i gang overværet af en dommer med stopur. I starten gik det godt for alle, men som tårnene blev højere og højere, var der flere af dem, der væltede, og så måtte deltagerne starte forfra. Flere gange blev der spurgt til tiden, og det gav bare endnu flere nerver og rystende hænder.
Tårnene blev dog rejst, og faktisk blev nogle ret høje. Oscar og Nikolaj arbejdede sammen om byggeriet, og på trods af at tårnet væltede flere gange, nåede deres tårn op på imponerende 2,28 meter. Det var dog ikke nok til at slå Emil og Karl, hvis tårn ragede 2,50 meter op i luften. Det var derfor dem, der fik udleveret medaljer for præstationen.
Der var også andre muligheder for at sætte rekorder, idet der også var konkurrencer i fodbolddart, planken og tøj på kroppen. I sidstnævnte konkurrence skulle man på tid tage så meget tøj på som muligt. Det kom der mange grin og masser af sjov ud af, inden vinderen var fundet.