"Oplev naturen"
Så er naturvejledernes folder over den kommende sæsons ture og arrangementer på gaden.
- Vi tilbyder en bred vifte af gode naturoplevelser, fortæller naturvejlederne. Vi beholder vores traditionsrige julearrangementer, som altid har mange deltagere. Som noget nyt åbner vi sæsonen med dragebyggeri og flyvning med drager for hele familien i Munkens Klit. Familiefiskedagen ved Asaa havn, skulle gerne give fangst af både rejer, krabber og hornfisk. De vilde blomsters dag og geologiens dag markerer vi også, samt et spændende arrangement om Sømosens historie. For voksne bliver der mulighed for at komponere sin egen bjesk i Komponistskoven, hvor naturvejlederne også vil fortælle om planternes brug i folkemedicinen og som varslingsurter. Naturens dag fejres både i Rhododendronparken, hvor der skal fanges fisk, og med en svampetur i Lunken. I skolernes efterårsferie indbydes til æblets dag. Medbringer man æbler, kan man selv presse den fineste most til at tage med hjem. Naturvejlederne vil samtidig bage kommunens største æblekage. Efteråret markeres med en løvfaldstur i Lunken, og julen fejres med det traditionsrige adventsarrangement samt turen juleaftensdag om formiddagen.
Folderen "Oplev Naturen" kommer i år i et helt andet lay-out, fortæller naturvejlederne. Vi har i mange år med stor glæde benyttet Keld Sølvstens smukke tegninger. Det kan vi ikke i år, så nu er folderen illustreret med fotos, og de fleste er taget af Chr. Nørgaard.
- Vi håber at publikum stadig kan kende folderen. Titlen er som altid "Oplev Naturen". Folderen fås på biblioteket, på rådhuset, på Naturskolen og turistkontoret. Folderen kan ligeledes findes på nettet på oplev-naturen.dk og på www.facebook.com/oplevnaturen