Billede beskrivelse

Opera i parken

02. august 2017 kl. 10.24

Så er det ved at nærme sig afslutningen af sommeraktiviteter på Scenen i Rhododendronparken for 2017. Der er 2 arrangementer tilbage. Borger9700’s Kulturgruppe, Parkfestivalen og Kulturskolen håber at se rigtig mange til begge arrangementer.

Fredag 4. august kl. 18 er det Brønderslev Forfatterskole, der præsenterer poetry slam på scenen kl. 18.

- Kom og hør unges poesi, som helt sikkert vil røre os. Vært er Peter Dyreborg, lyder opfordringen.

Lørdag 5. august kl. 15 er der opera på programmet.

- Vi skal igen i år opleve opera i det fri på scenen i rododendronparken, fortæller Else Simonsen fra Borger9700’s kulturgruppe, der selv holder meget af opera.

- Igen i år er det operasanger Thomas Storm, der har sammensat holdet af fantastisk dygtige sangere og sammen har de lagt et program bestående af kendte og elskede arier fra operaens verden. Vi skal høre uddrag fra Mozarts Cosi fan tutte, Gonouds Faust, Carl Nielsens Maskarade og meget mere, oplyser Else Simonsen.

De sangere, der medvirker, er Mette-Maria Øyen, Stina Schmidt, Mathias Hedegaard og Thomas Storm.

Metet-Maria Øyen har blandt andet sunget på Den fynske Opera og også ved Scandinavian Music Festival på Manhatten i New York.

Stina Schmidt synger bl.a. med i Valkyrien på Operaen i Esbjerg og har sunget flere roller på Den Fynske Opera, bl.a. hovedrollen i den Reumert-vindende forestilling "Andre Bygninger".

Mathias Hedegaard synger denne sommer på Aarhus Sommeropera. Derudover har han sunget på Den Jyske Opera, Det kongelige Teater og mange andre steder.

Thomas Storm selv har bl.a. sunget på Det kongelige Teater og sunget sammen med Odense Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester og Randers Kammerkor og har bl.a. modtaget Reumerts Talentpris.

Sangerne akkompagneres af Troels Roland, der er uddannet fra akkompagnementsklassen ved Det kongelige Danske Musikkonservatorium. Troels Roland er en meget brugt akkompagnatør og kan i år bl.a. opleves på Copenhagen Operafestival.

- Så det bliver helt sikkert en fantastisk dejlig eftermiddag og arrangørerne glæder sig til en festlig afslutning på sommerens aktiviteter, siger Else Simonsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste