Opera i BASaren
Ny opsætning præsenteres i BASbio
BRØNDERSLEV: Søndag klokken 10 viser BASbio The Metropolitan Operas helt nye opsætning af "Cosi fan Tutte".
- "Così fan Tutte" er en sprælsk komedie, hvor den ene smukke melodi afløser den anden. Titlen, som i reglen bevares i sin italienske form, betyder "Sådan gør alle Kvinder", fortæller Finn Verner Jensen fra Brønderslev Amatør Scene.
Handlingen i denne opsætning er flyttet til de strengt kyske 50’ere og foregår på Coney Island, New Yorks store forlystelsespark, hvor vi møder slangetæmmere, akrobater og ild-jonglører. To marineofficerer bliver lokket til et væddemål om deres forlovedes troskab. De klæder sig ud som James Dean-typer og kurtiserer hinandens forlovede. Pigerne lader sig forføre og lover deres nye bejlere ægteskab. Handlingen blev af samtiden anset som meget anstødelig, men da musikken er skøn, blev den i mere end 150 år opført med en mere ærbar handling; i Danmark med libretto af Adam Oehlenschläger.