Op på hesten: Stor donation støtter ridefysioterapi
Der er noget at se frem til hos Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi. Melsen Fonden har nemlig givet en stor donation på 550.000 kroner, der blandt andet går til fire nye heste og et læskur til hestene. Det skriver Melsen Fonden i en pressemeddelse.
- Vi kan næsten ikke sætte ord på, hvor taknemlige vi er for den flotte donation, som Melsen Fonden har valgt at sende vores vej, siger Sonja Schoubye, der er formand for Støtteforeningen for Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi.
Ridefysioterapi er en behandlingsform, der hjælper på både fysiske og psykiske sygdomme. Tal fra Danske Fysioterapeuter viser, at der i første kvartal af 2023 var 4599 danskere, der gjorde brug af ridefysioterapi.
Hos Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi kan man også mærke den stigende interesse for ridefysioterapien, og derfor er der også et øget behov for en forbedring af ridecenterets faciliteter. Donationen fra Melsen Fonden er i høj grad med til at støtte den forbedring.
- Vi oplever, at der er rigtig mange mennesker, der har både fysisk og psykisk gavn af samværet med en hest. Derfor er det også væsentligt, at vi hele tiden forsøger at fremtidssikre vores ridecenter ved blandt andet indkøb af flere heste, så vi kan imødekomme endnu flere patienter, samtidig med at vi sikrer, at vores heste bliver passet godt på og ikke har for lange arbejdsdage – og det er netop blevet muligt med donationen fra Melsen Fonden, siger Sonja Schoubye.
Hos Melsen Fonden er man glad for at kunne støtte et foretagende som Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi.
- Hos Melsen Fonden er et af vores fire formål at yde økonomisk støtte til forbedring af dyrs forhold, og derfor har det også været helt oplagt for os at rette blikket mod Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi, hvor de virkelig gør et vigtigt stykke arbejde for deres patienter – samtidig med at hestenes vilkår er et centralt omdrejningspunkt, fortæller Stiven Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden.
Hos Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi er to ud af fire nye heste allerede indkøbt og på vej til ridecenteret, mens opførelsen af læskuret forventes at stå færdigt i efteråret 2023.