
Omlægning af kirkegården i Hou
Kirkegård får flere planter og skal blive mere værdigt og indbydende



HOU: I forlængelse af et ændret begravelsesmønster med langt flere urnenedsættelser, så har menighedsrådet i Hou igangsat en større omdannelse af kirkegården. Målet er, at stedet også i fremtiden skal virke værdig og indbydende. I samarbejde med en landskabsarkitekt er der udarbejdet et skitseoplæg. Projektet er siden godkendt af de relevante instanser, ligesom der via provstiets budgetbehandling for 2020 er bevilliget midler til at komme i gang med omdannelsen.
På det seneste har Gug Planteskole blandt andet fjerne gamle træer langs digerne. Desuden er der gjort klar til en omlægning af stierne.
- Projektet vil strække sig over mange år, oplyser formanden for Hou Menighedsråd, Christian Schmidt.
- Hvor langt vi når, afhænger af økonomien, men i år ændrer vi rammen for kirkegården i forhold til beplantningen og stierne langs kirkegårdsdiget. Der er blevet fældet nogle birketræer og i stedet plantes nye egetræer med et bunddække af snebær. Der etableres ligeledes et område for de bevaringsværdige gravminder i form af et såkaldt lapidarium. Og i kirkegårdens sydvestlige hjørne plantes hvidtjørn, der skal udgøre starten på en hvidtjørnsplæne, forklarer Christian Schmidt.
Han beretter videre, at planerne også omfatter et skovområde med fyrretræer, ligesom der blandt andet skal etableres ny flisebelægning og bænkefaciliteter.
Første fase af projektet ventes afsluttet i løbet af foråret.