Omfartsvej åbnes og kunst indvies
15 års arbejde med Brønderslev Nord går nu ind i sin afsluttende fase, og det markeres i dag med en festlig afsløring af en skulptur i den nye rundkørsel, åbning af sidste del af omfartsvejen samt salg af nye boliggrunde.
Det er formand for fritids- og kulturudvalget, Margit Chemnitz, der afslører skulpturen af Jeppe Sig i den ny rundkørsel. Der er tale om en skulptur, der matcher de øvrige rundkørsler. I rundkørslen er der også plantet rododendron.
De Røde Busser giver en rundtur i nordbyen, og Kirsten Bollerup fra Hjerteforeningens lokalkomité viser rundt i området. Morten Larsen fra Vendsyssel Historiske Museum holder foredrag, der omhandler de arkæologiske fund i Nordbyen.
Borgerforeningen Borger9700 er også på plads med et telt.
Grundsalget skydes i gang af borgmester Mikael Klitgaard, og der gives foreløbig frem til årets udgang en rabat på 100.000 kr. på byggegrundene.
Der er gavekort til de første købere af grunde, der er sponsoreret af virksomheder. Der er allerede købere parat til at skrive under, og Mikael Klitgaard er klar med kuglepennen.
- Der har hersket stor travlhed de seneste dage med asfaltering og græsslåning. Der er virkelig arbejdet på højtryk, fortæller formand for teknik- og miljøudvalget, Karsten Frederiksen.
- Der er flyttet enorme jorddynger på rekordtid. Der er etableret stier og plantet skovbælter ud mod Hjørringvej og langs Nrdr. Omfartsvej, som beboere i området har ønsket. Der er dog stadig indsigtskiler til området. Der bliver også frugtplantager.
- I løbet af sommeren bliver der bålplads, shelter, boldbane og en privat borgere etablerer en hestefold.
I alt er der 48 byggegrunde i det ny område, og næste etape bliver nogle punkthuse.
- Vi håber, at vi ret hurtigt kan komme i gang med udstykning af området til punkthuse, som der viser sig interesse for. Interessen for punkthuse er opstået på grund af arkæologien i området. Det ville koste 24 kommunen 24 mio. kr. at foretage arkæologiske udgravninger i hele området.. Ved at etablere punkthuse, skal der kun graves, hvor husene bygges. Det bliver et område uden ligusterhække, men med udsigt over et naturskønt område.
Ideen til nordbyen opstod i 2002, og Karsten Frederiksen er glad for det resultat, der er i dag.
- Det er fra drøm til virkelighed, siger han.
I 2007 fik området Vejdirektoratets Idépris for området, der blev kaldt Brønderslevs svar på Hasseris.
- Vi er glade for nu at kunne gå i gang med det sidste område. Første del af Nrdr. Omfartsvej blev åbnet 23. april 2008, og nu er så den sidste del klar. Det bliver godt at få etablerer denne omfartsvej.
- Den ny omfartsvej vil også betyde en aflastning af Markedsvej, der er meget trafikeret i dag.
Og beboere i Ådalen slipper for de tunge lastbiler på villavejen.
Karsten Frederiksen fortæller, at der er stor interesse for at etablere sig i området.
- Der er også på det seneste solgt nogle af de grunde, der er tilbage i den tidligere udstykning, så hullerne bliver fyldt ud.