Øv-dag for Hals
Det så ellers lovende ud for serie 2-mandskabet hos Hals fS forud for efterårets afsluttende dyst hjemme mod Skibsby/Højene IF. En sejr ville cementere andenpladsen i puljen og dermed garanti for en playoff-match til næste sæsons serie 1. Det blev dog ved forhåbningerne.
Med et nederlag på 0-1 måtte Hals vinke farvel til oprykningsmuligheden på bekostning af Strandby/Elling IF. Samtidig blev Hals passeret af netop Skibsby/Højene og slutter på en fjerdeplads i tabellen.
Havnebyens stolthed kan dog kun takke sig selv for udfaldet. Hals vadede i tilbud og burde have afgjort kampen allerede i første halvleg.
Værterne var klart det bedste hold, men trods overvægt i spil og chancer forblev det 0-0 ved pausen. Billedet fortsatte efter sidebyttet. Hjemmeholdet var dominerende og skabte med direkte spil masser af chancer. I netmaskerne ville bolden dog ikke før ti minutter før tid. Det var til gengæld gæsterne, der ufortjent afgjorde kampen til deres fordel.
Dermed spiller Hals også i serie 2 efter vinterpausen. Det sker i øvrigt fortsat med Calle Facius ved roret. Klubben har netop forlænget aftalen med den tidligere superligaspiller.
I samme pulje sluttede naboerne fra Vester Hassing/Gandrup også sæsonen med et nederlag. Holdet tabte 2-5 hjemme mod Strandby/Elling. VHG/GS’ skæbne var dog for længst besudlet. Fusionsklubben slutter sidst med kun 4 point og rykker ned i serie 3.