Billede beskrivelse

Ønske om skiltning til arrangementer

21. november 2017 kl. 09.47

Teknik- og Miljøudvalget godkendte for tre år siden en skiltepolitik, men efterfølgende har der været manglende forståelse af regelsættet for opsætning af friluftsreklamer og propagandaskilte på og langs offentlige veje.

- Borgerne har rent ud sagt ikke forståelse for denne rigide holdning, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Karsten Frederiksen (K).

Som udgangspunkt er det forbudt at anbringe reklame- og propagandaskilte i det åbne land, og der er, jævnfør naturbeskyttelsesloven paragraf 21 tale om et absolut forbud, der ikke kan dispenseres fra.

- Borgernes argumenter har lydt på, at når de laver et stort frivilligt arbejde med aktiviteter, der gerne skulle give overskud i foreningskasserne, så vil de selvfølgelig også have lov til at markedsføre disse.

Teknik- og miljøudvalget har drøftet mulighederne for, at der ved benyttelse af de sort/gule vejvisningstavler, kan henvises til markeder og andre større arrangementer. Forslaget er blevet drøftet med Landdistriktsrådet, der er positive over for muligheden.

Teknik- og miljøudvalget ønsker derfor, at invitere borgere og foreninger til møde om forslaget samt lovgivningen på området, siger Karsten Frederiksen.

Mødet vil blive afholdt umiddelbart efter nytår, og i den forbindelse vil sagsbehandler ved Trafik- og Veje, Kaj E, Jensen, forklare om lovgivningen på området, samt om de af udvalget skitserede nye muligheder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste