Billede beskrivelse

Ønske om en grøn by

22. april 2017 kl. 09.02
Opdateret 26. april 2017 kl. 13.07

Brønderslev Grundejerforening vil gerne være med til at forskønne Brønderslev. Det konstaterede formanden, Svend Andersen, på generalforsamlingen.

Han siger, at bestyrelsen vil slå fast, at grundejerforeningen har stor interesse i at deltage i den offentlige debat omkring forskønnelse af områder i Brønderslev med grønne tiltag og nye bebyggelser.

- Vi vil gerne være med til at give Brønderslev et løft.

- Bestyrelsen har det bare sådan, at når der ikke er økonomisk råderum, så hjælper det ikke med de store planer. Det er nu engang sådan, at de personer, som har økonomien, er dem, der har mulighed for at give de nye tiltag.

- De enkelte grundejere kan i det små være med til at give Brønderslev et løft, og det vil vi arbejde for de kommende år, bemærker Svend Andersen.

Her tænker han på, hvordan træer og hække ser ud.

- Vi vil da gerne bidrage til, at gøre en indsats for, at vore veje og fortove får et løft, siger Svend Andersen.

Grundejerforeningen vil gerne være med til at værne om de værdier, der er skabt og etableret.

- Får vi så økonomisk råderum, vil vi gerne etablere nye opgaver til gavn for os alle, lyder det fra Svend Andersen

Svend Andersen fortæller, at der er oparbejdet en trofast medlemsskare på 282 privatmedlemmer og 24 erhvervsmedlemmer.

Ifølge Svend Andersen har foreningen en sund økonomi, og det skyldes, at trofaste medlemmer deler bladet ud, ligesom bestyrelsen udfører en frivillig indsats.

Grundejerforeningen har også investeret i fremtiden ved at donere 10.000 kr. til de borde og stole, der er anskaffet til Den Runde Pavillon.

Foreningen har været meget aktiv omkring deltagelse i møder med blandt andet Bredbånd Nord, Stofa, SE, varmeforsyningen, gadebelysning og affalds-forbrænding.

- Vi har deltaget i et forbrugermøde i Brønderslev Forsyning omkring den ændrede arealafgift. Med den ændring skal den enkelte grundejer være opmærksom på, at begrænsningen på 150 kvadratmeter er faldet bort. Efterfølgende er det boligareal, der er angivet i BBR gældende, oplyser Svend Andersen, der opfordrede de enkelte grundejere til at tjekke om boligarealet er korrekt.

Kasserer Kjell E. Jacobsen stoppede, og ny kasserer er Henrik Kusk, Asgård, Brønderslev.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste