ØBI rykker op i serie 4
En kold og blæsende maj aften på Sportigan Arena i Ø. Brønderslev, endte i en ubesværet 5-0 sejr til hjemmeholdet ØBI over lokalrivalerne fra BI.
Kampens resultat betød ydermere at ØBI’s serie 5 herrer efter kun én sæson i serien rykker op i serie 4, endda ubesejret hidtil, der mangler stadig to runder i serien.
BI -træner Lars Jørgensen forventede ellers en hård, men fair kamp, inden kampens dommer, Gordon Dalsgaard fløjtede lokalderbyet i gang, men allerede efter de første 45 minutter var luften gået af ballonen og værterne fra ØBI førte med hele 4-0 på mål af Kasper Jensen to, Jacob Stavad og Kasper Elgaard med hvert sit.
Det eneste som kunne skabe lidt spænding i opgøret, var at ØBI’s Mark Lund Andersen fik et gult kort og dermed 10 minutters pause på bænken i det 42. minut, men den spænding løb ligesom ud i sandet, da Morten Hollesen scorede til kampens resultat 5-0 i undertal i det 49. minut og dermed var kampen reelt afgjort. ØBI spillede bare tid af klokken, men stabile Tobias Toft Larsen i ØBI-målet, reddede dog et par nærgående BI-forsøg, efter lidt forvirring i ØBI-forsvaret.
Efter kampen og et koldt og vådt champagnebad kunne en meget glad ØBI-træner Mogens Karlsen fortælle, at sæsonens mål hermed er nået. Det er sket via en meget stor trup, godt 40 spillere til klubbens to herreseniorhold.
- Det er ren luksus med sådan en bredde og så stadig have et fantastisk sammenhold i truppen.
- Når vi har overstået de sidste to kampe i dette årets serie og holdt en fortjent sommerferie, så skal vi arbejde på at fastholde truppen og finde fodfæste i serie 4 og se om talentet i truppen kan bærer der også. Vi har en god og meget ung trup, der måske vil kunne gøre sig endnu højere oppe i seriesystemet, nu har vi taget et skridt opad og så må vi se om vingerne kan bære.. slutter en storsmilende Mogens Karlsen. tex