Nyt værk er godt for miljøet
SERRITSLEV: Der skulle ikke hverken lighter eller tændstikker til at fyre op i et nyt mini-varmeværk i Serritslev. Med et tryk på en knap på en computer blev det nye værk sat i gang. Det var formand for Nørreådal Friskole, Jesper Støwe Kristiansen, der som repræsentant for den største forbruger trykkede på knappen.
Det er Vendelbohallen, der har etableret varmeværket, og foruden til hallen skal værket levere varme til Nørreådal Friskole og til Idrætsforeningen PSI, Serritslev.
Formand for Vendelbohallen, Brian Larsen, fortæller, at der i flere år er arbejdet på en løsning.
- Hallen stod foran at skulle skifte til nyt gasfyr, idet to fyr er slidt op siden 1989, hallen blev bygget. I stedet opstod tanken om, at nabo-institutionerne kunne komme med. Og det blev så løsningen.
Der er tre pillefyr i det nye varmeværk. De har en kapacitet på 240 KW. Brian Larsen fortæller, at de nye fyr kan klare 80-90 procent af kapaciteten. Kun i meget kolde vintermåneder må der trækkes på gasmotorerne.
- Vi regner med at skulle bruge mellem 100 og 120 ton træpiller på årsbasis. Vi har siloer, der kan rumme 30 ton, så vi kan købe ind til rimelige priser.
Der er ingen varmemester, men der er etableret en fyrmestergruppe på seks-syv personer, der kan rykke ud, hvis alarmen skulle lyde.
Anlægget har kostet ca. 750.000 kr., men er tjent ind på fire-fem år. PSI, Serritslev og Nørreådal Friskole køber varmen fra hallen. Der er ved at blive indrettet fitnesscenter og foreningslokale i 1. sal i PSI-fløjen, så PSI kommer til at aftage mere varme.
SE Vækstpulje Nyfors har støttet projektet med 100.000 kr., og den grønne fond med 50.000 kr.
Karsten Frederiksen fra SE Vækstpulje Nyfors glædede sig over initiativet.
- Vi støtter gerne et initiativ, der passer ind i fondens koncept, sagde Karsten Frederiksen.
- Serritslev er én af de mest energiske oplandsbyer, og der tages mange initiativer. Dette initiativ bekræfter, at der er mange ildsjæle i Serritslev.