Billede beskrivelse

Nyt træningscenter i Hjallerup: Her er åbningsplanen

21. december 2021 kl. 09.00
Opdateret kl. 15.00

Natasja Keep er vant til at have sved på panden. Hun er uddannet personlig træner og militær fysisk træner ved forsvaret. I øjeblikket er det dog ikke træningen, der fremkalder svedperlerne, men opbygningen af et nyt træningscenter i Hjallerup. Keep Fit, kalder hun det.

Hun er i disse dage i gang med at indrette et stort træningslokale i en del af den store bygning, der tidligere rummede Hjallerup Tæppemarked og nu rummer Mc Mægleren på adressen Søndergade 70. Det område af bygningen, hun kommer til at disponere over, har Mc Mægleren ikke brug for, så her flytter hun ind. Hun er endnu ikke færdig, men det bliver hun inden uge 2, hvor hun agter at åbne.

På gulvet ligger der nogle tunge bolde, en masse vægte i forskellige størrelser og andre remedier til at løfte og svinge. I et hjørne står der et par romaskiner.

- Det skal nok blive færdigt. Jeg får hjælp af nogle gode venner, så det skal nok gå, siger Natasja Keep.

Billede beskrivelse

- Jeg mangler ikke så meget. Der skal lægges gummimåtter på gulvet, så skal der plader på væggene og sættes nogle spejle op. Ikke så mange. Faktisk sætter jeg kun to runde spejle op, for når man træner her, vil jeg gerne have, at man har fokus på at mærke og føle, hvordan man laver de forskellige øvelser og ikke kigger for meget i spejlene. Man kan nemt komme til at ødelægge teknikken ved at kigge i spejlene, fordi man hele tiden har fokus på, hvordan man ser ud, og ikke på at være til stede, forklarer hun, der startede i Hjallerup med at køre træning på bootcamphold udendørs.

- Jeg savnede lokaler, hvor jeg kunne opbevare mit udstyr og gerne mere udstyr. Jeg ville også godt kunne tilbyde træning indenfor, nu hvor det begynder at blive koldt, og lokalerne her er velegnede.

Ikke konkurrenter

Konceptet er lidt som crossfit, altså et styrke- og konditionsprogram, der er bygget op omkring konstant varierende funktionelle bevægelser, der udføres under ret høj intensitet.

- Jeg kommer til at køre en blanding af personlig træning og holdforløb over otte uger. Jeg har fundet ud af, at det betyder, at deltagerne er mere dedikerede, når de er med i et otte ugers forløb. Det er til at overskue. Man kan faktisk også komme på hold over længere forløb som i fitnesscentre, men vi træner bare på en anden måde, Det, jeg satser mest på, er dog de her kortere forløb, men der skal også være noget til dem, der gerne vil have noget, der fortsætter, siger indehaveren.

Det store fitnesscenter i Hjallerup Idrætscenter og det nye sted er ikke konkurrenter, ifølge Natasja Keep. Stederne tilbyder to forskellige ting.

- Jeg ved, der er mange, der gerne vil arbejde med den funktionelle træning, siger hun og fortsætter:

- Mange af øvelserne her er mere teknisk krævende end i et fitnesscenter. Hos mig skal man løfte og svinge med tunge vægte, så det kræver måske lidt mere teknik, men når man kommer fast til træningen i de otte uger, bliver man også meget bedre teknisk. Jeg oplever også, at deltagerne virkelig møder frem og træner i modsætning til et fitnesscenter, hvor man kan komme, når man har lyst og tid. Her går man på et hold sammen med andre, man kommer til at kende, Det er de samme 10, der kommer hver gang, og der opstår et fællesskab. Mange kan godt lide sammenholdet, siger Natasja, det betegner sig selv som den lidt barske type.

Maskulint og for piger

- Jeg kan godt lide den barske, lidt rå verden, og det er også derfor, jeg ikke bare tilbyder maskiner, man kan sætte sig ned i. Her bruger man flere muskler og bruger hele kroppen. Det lyder måske maskulint, men det er bestemt også for piger. På mine bootcamps er der faktisk flest piger, fortæller hun.

Det foregår alt sammen med bolde og vægte. Der er dog to romaskiner, man kan benytte.

- Det er til at få pulsen lidt op. Det kan man starte med eller slutte af med for at få en god afslutning, siger Natasja Keep, der nu skal nu have det sidste på plads, men det vil ikke give problemer, og hun vil med garanti være klar til at starte træningscentret Keep Fit i uge to.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste