Nyt spisested i Ulsted
Grillspecialiteter, pizza og klassiske danske retter udgør menukortet hos den nyetablerede Restaurant 62 på Vestergade i Ulsted.
Ali Amousi, som til dagligt er bosiddende i Frederikshavn, står i spidsen for spisestedet i den hedengangne stationsbygning. Restaurant 62 har plads til et halvt hundrede gæster, ligesom der leveres mad ud af huset.
Ali Amousi stammer oprindeligt fra Iran. Han har arbejdet i restaurationsbranchen i mange år - heraf de seneste fem år som kok.
- Jeg har fået en god modtagelse i Ulsted. Der har været travlt i den første tid, og folk roser både maden og omgivelserne, siger Ali, der selv har istandsat lokalerne. Blandt andet er der etableret nyt køkken og nye toiletter.
- Nu håber jeg, at interessen fortsætter. Under alle omstændigheder ligger restauranten et godt sted - lige over for brugsen og tanken, konstaterer indehaveren.
Restaurant 62 holder åbent alle ugens dage fra kl. 12.