Billede beskrivelse

Nyt netværk hjælper udsatte familier

04. oktober 2017 kl. 08.09

Fællesskab, fællesspisning, diverse rådgivning og aktiviteter for både børn og voksne skal hjælpe hårdt ramte familier i Aalborg. Konceptet fungerer allerede med stor succes i Aarhus, København og Kolding.

Familier i svære situationer bliver mødt med åbne arme og varme knus i et fællesskab med andre familier, som ligeledes kæmper med eksempelvis psykiske problemer, vold, skilsmisse, misbrug eller andre udfordringer.

Det er tanken bag Familienetværket, som i september startede op i Aalborg.

Familienetværket er et gratis tilbud til familier og kører som et samarbejde mellem Blå Kors Danmark og Apostolsk Kirke i Aalborg. I Aalborg er det udsprunget af en netværkscafé, hvor udsatte borgere samtidig har mulighed for at modtage gratis mad, som bliver doneret af en lokal Rema 1000-butik.

Der er i øjeblikket knap 40-50 borgere med forskellige kulturelle baggrunde og udfordringer tilknyttet projektet, fortæller leder af Familienetværket Aalborg Michelle Lundsteen:

- Drømmen er, at Familienetværket skal være en oase, et pusterum, hvor folk kan være sammen med andre helt uforpligtende uanset, hvilken baggrund man kommer fra, siger hun og fortæller, at der både kommer familier og enlige.

Aalborg er ikke det eneste sted i landet, hvor Familienetværket er startet op. Det kører også allerede i Aarhus, København. Netop projektet i Aarhus vandt den 23. september 2017 Kristeligt Dagblads Initiativpris for sit arbejde blandt socialt udsatte familier.

Familienetværket handler om masser af nærvær, omsorg og fællesskab, hvor der er plads til alle. Et frirum fra en presset hverdag. Derudover nyder familierne godt af en hyggelig omgang fællesspisning og muligheden for rådgivning om økonomi eller andre udfordringer i hverdagen.

- I Blå Kors har vi generelt en stor forkærlighed for arbejde blandt familier og børn, der har brug for lidt ekstra støtte og gode oplevelser eller vejledning. Både for at skabe glæde og frirum, men også med henblik på at skabe forandring der, hvor der er behov for det, siger generalsekretær i Blå Kors Christian Bjerre.

Det er gratis at komme i Familienetværket og alle aktiviteter er gratis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste