Nyt navn og flere ejere
Haugaard-Nielsen Advokatfirma, der med godt 20 medarbejdere er et af Aalborg store advokatfirmaer, skifter navn til HaugaardBraad Advokatfirma.
Det er således nu advokat Rasmus Haugaard og advokat Anders Braad, der i fremtiden lægger navn til advokatfirmaet:
- Det er et stykke tid siden, at "Nielsen" forlod Haugaard-Nielsen, og derfor ser vi det som naturligt, at vi ændrer navn til HaugaardBraad, siger partner og advokat Rasmus Haugaard.
- Samtidig markerer det også vores udvidelse af ejerkredsen.
Det er advokat Flemming Elbæk og advokat Nikolaj Jalili-Trudslev, der indtræder i ejerkredsen.
Flemming Elbæk er advokatfirmaets specialist inden for offentlig ret og miljøret, og han har spillet en afgørende rolle i blandt andet udvikling af Stigsborg-området for Aalborg Havn og Aalborg Kommune, som han har et tæt samarbejde med.
Nikolaj Jalili-Trudslev er blevet en fremtrædende erhvervsadvokat i Aalborg, hvor han gennem lang tid har serviceret HaugaardBraads større erhvervskunder.
- Vi har haft en rigtig god udvikling i firmaet de seneste år, og det kan vi blandt andet takke Flemming Elbæk og Nikolaj Jalili-Trudslev for. De har udmærket sig som nogle af vores dygtigste specialister, og de har haft en meget overbevisende personlig udvikling. Derudover har de hjerne og hjerte på rette sted og er nogle fantastiske mennesker at omgås, forklarer Rasmus Haugaard.