Billede beskrivelse

Nyt hotel på Godsbanen

Zleep-kæden vender tilbage med 126 værelser i nybyggeri

17. maj 2017 kl. 15.40
Opdateret 21. maj 2017 kl. 11.19

Zleep Hotels er på vej tilbage til Aalborg. Det sker når kæden i 2019 åbner et nyt hotel med 126 værelser på Godsbanen Aalborg.

Byggeriet af det ny hotel forventes at gå i gang efter sommerferien, og det glæder administrerende direktør i Zleep Hotels Peter Haaber, der selv stammer fra Aalborg, sig til.

- Vi har set på utallige muligheder for at vende tilbage, siden vi forlod vores mindre hotel i Aalborg Øst. Men det er først med denne fantastiske placering lige ved banegården i det centrale Aalborg, at det er lykkedes os at finde det helt rigtige sted, siger han.

Zleep-kæden drev hotel i Aalborg fra 2007 til 2011, og det har længe stået på kædens ønskeliste at vende tilbage. Ifølge Peter Haaber er Aalborg nemlig i stor vækst, så der er plads til mere hotelkapacitet i byen.

- Jeg har fulgt den fantastiske erhvervsudvikling, der er sket de sidste mange år i Aalborg, og som gammel aalborgenser bliver det en fornøjelse at åbne hotel i byen og være med til at understøtte denne udvikling, understreger han.

Zleeps hotelprojekt i Aalborg er udviklet i samarbejde med entreprenør A. Enggaard, der udover entreprisen også vil stå som ejer af ejendommen.

Det ny hotel får 126 værelser og en morgenmadsrestaurant samt et loungeområde, hvor man som gæst kan nyde en kop kaffe, slappe af med en bog eller drikke en øl med kollegaerne. Der bliver naturligvis gratis WiFi, og skal man parkere i forbindelse med sin overnatning kan man benytte Q-Parks parkeringshus, som ligger lige overfor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste