Per Kjeldsen er netop valgt som formand for den nye organisation FH Brønderslev. Foto: PR
Livet her

Nyt fagligt fællesskab satser på lokalt engagement - vil støtte 5.600 lønmodtagere i Brønderslev Kommune

23. februar 2021 kl. 18:00
Per Kjeldsen er netop valgt som formand for den nye organisation FH Brønderslev. Foto: PR
Anna Kirsten Olesen er valgt som formand for FH Nordjylland, som FH Brønderslev bliver en del af. Foto: PR

En ny faglig organisation er så småt ved at tage form i Brønderslev Kommune.

Tilbage i 2018 besluttede de to store faglige organisationer LO og FTF nemlig at blive til ét - og den fusionsplan er nu blevet en realitet i Brønderslev Kommune, hvor Per Kjeldsen fremover står i spidsen for den nye lokale afdeling som formand FH Brønderslev, der bliver en del af den nye fælles organisation FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation.

- Det bliver helt vildt spændende. Der er en rolle, jeg glæder mig til at tage på mig, siger Per Kjeldsen, der som formand for FH Brønderslev repræsenterer mere end 20 fagforeninger for lønmodtagere på tværs af både offentlige og private erhverv.

FH Brønderslev bliver en del af den regionale enhed FH Nordjylland, hvor man har valgt Anna Kirsten Olesen som formand.

Også hun ser frem til det kommende arbejde i organisationen.

- Med vores nye stærke, faglige fællesskab er vi klar til at bidrage til fremtidens Nordjylland og arbejde hårdt for gode forhold for de 110.000 fagforeningsmedlemmer, vi repræsenterer, siger hun i en pressemeddelelse.

Selvom FH Brønderslev med Per Kjeldsen i spidsen bliver en del af både et regionalt og en landsdækkende FH-fællesskab, er der ingen tvivl om, hvor Per Kjeldsens interesser ligger.

For de ligger i Brønderslev.

- Min prioritet bliver at orientere mig lokalt. Der er her, jeg er, og det er her, det giver mening for mig at arbejde for forandring, siger Per Kjeldsen, der ved siden af sit nye arbejde i FH Brønderslev har sit daglige virke som formand for 3F Midtvendsyssel.

Og han er allerede i fuld gang med at etablere den nye organisation i sin hjemkommune:

I kalenderen står der allerede et møde med borgmester Mikael Klitgaard, og så står han i spidsen for, at organisationen er i gang med at etablere sig, så man kan få gang i det vigtige arbejde.

- Vi kommer til at arbejde for vores medlemmer - både det, der vedrører dem, når de havner på jobcenteret, og det, der har betydning for dem, når politikerne debatterer på rådhuset, siger Per Kjeldsen.

Det er dog en stor og lidt broget gruppe, som Per Kjeldsen kommer til at repræsentere, når han som formand har mere end 20 fagforeninger og 5.600 medlemmer i ryggen alene i Brønderslev Kommune.

Alligevel tror han på, at man kan styrke medlemmernes interesser gennem FH og bringe dem tættere på den politiske debat.

- Vores fagforeninger og organisationer gør allerede meget for at få politisk indflydelse, men som en samlet enhed er mit håb, at vi kan blive en endnu mere aktiv del af den lokale debat. Tværfagligheden er en styrke, siger Per Kjeldsen, der blandt andet håber at kunne styrke det i forvejen gode samarbejde med kommunens MED-udvalg.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu