Nyt dress til U16-drenge
U16-drengene fra Hals forenede Sportsklubber kronede for nylig en flot sæson med puljesejren og videre avancement til kampen og det jyske mesterskab. Succesen har lokket sponsorer til, og forleden kunne drengene tage et sæt nye opvarmningsdragter i brug.
Malerfirmaet Martin Skaarup Thomsen har sammen med malerfirmaet Ole Vangeskærs eftf. doneret dragterne.
Forud for tirsdagens hjemmekamp mod Vrå Børglum lod holdet sig forevige i selskab med sponsorerne. Og de nye dragter bragte øjensynligt held. Drengene vandt nemlig 3-1 og spillede sig dermed i semifinalen om det jyske mesterskab.