Nye tiltag hos Smokeys Deli

11. maj 2017 kl. 07.42

Byens nyeste Cafeteria, Smokeys Deli, i butikslokalerne i det gamle bageri i Vestergade i Brønderslev, har nu haft åbent i godt otte måneder og indehaver Samy Rosengren er meget godt tilfreds med, hvordan tingene forløber i forretningen.

- Omsætningen kunne godt have været bedre, men jeg er tilfreds set ud fra vores placering i byen. Kunderne skal bare lære at finde os og det kommer som regel efter de har smagt vores gode mad, smiler Samy Rosengren.

Smokeys Deli byder på cafeteriamad, som vi kender det fra f.eks. Kvickly´ Cafeteria i sin tid. Man har mange grillretter, spareribs, burgers og sandwiches til den yngere generation, men man har også almindelig dansk husmandskost på menuen, hvor der er godt med sovs, kartofler og noget kød til, det er retter som man kører tilbud på, som dagens middag til meget fornuftige penge. Desuden har man specialiseret sig i dansk smørrebrød, pålægskagemand og store stjerneskud a la Kvisthuset i Tylstrup, det hele kan spises på stedet eller tages med hjem.

Samy Rosengren overtog også den tidligere Quick-Sandwich-forretning i Bredgade - det, der kendes som "Vaffelhuset" - for at levere hurtig mad til de unge, men det gik ikke helt som ønsket. I stedet er det nu meningen at Samy Rosengren vil bruge lokalet som god gammeldags iskiosk, men ikke noget med fabrikslavet is.

- Der skal kun sælges hjemmelavet is, soft-ice og kræmmerhuse og alverdens drys og tilbehør, så må tiden jo vise om Brønderslevs indbyggere vil tage det koncept til sig, bemærker Samy Rosengren.

Men det er ikke nok for initiativrige Samy Rosengren at lave om i lokalerne i Bredgade. Selve det gamle bageri i Vestergade bag butikslokalet, bliver ombygget på livet løs i øjeblikket. Samy Rosengren har en ide om at tilbyde sine kunder en buffet middag i weekenderne i de nyindrettede lokaler, der også kan benyttes som selskabslokaler til små og lidt større fester. I lokalerne er der bl.a. installeret stort Surroundsound anlæg og projektor, så man kan også booke lokalet til møder og konferencer mm.

Ingen tvivl om at Samy Rosengren er en mand med gode ideer og mange jern i ilden.

Han håber, at byen bakker op om initiativerne og tester maden. tex

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste