Nye lejeboliger i Hals: Første spadestik tages snart
De kommunale byggegrunde på Laksestræde i Hals ligger fortsat ubebyggede hen. Derimod sker der noget i den private del af udstykningen.
Det første parcelhusbyggeri er på vej, og inden længe sættes spaden i jorden til 6 nye lejeboliger. Fjord Byg i Hals står bag projektet, der efter planen skal stå klar til indflytning sidst i september.
De seks nye lejeboliger bliver på hver 100 kvadratmeter med fire værelser, egen overdækket terrasse og egen carport. Boligerne opføres som dobbelthuse i ét plan og med forskudt indbyrdes placering. Facadebeklædningen udføres i mursten og tegltag.
- Byggeriet går i gang om kort tid, og der er allerede forhåndsinteresse, fortæller ejendomsinspektør hos Fjord Byg, Heine Wammen.
- Vi forventer, at boligerne vil tiltale en bred skare af lejere – lige fra børnefamilier til enlige. Huslejen kommer til at ligge i niveauet 7.500 til 8.000 kroner per måned, lyder det fra Heine Wammen.
Han tilføjer, at byggeriet så vidt muligt opføres af lokale håndværkere.
I øvrigt kan der være tale om blot det første af to projekter. Hvis interessen er til stede, bygges således yderligere 6 lejeboliger i tilsvarende format.