Billede beskrivelse

Nye byggegrunde tager form

Byggemodning af arealet ”Ved Søerne” går i gang

28. februar 2020 kl. 08.37

GANDRUP: Aalborg Kommune har taget hul på den længe ventede byggemodning på arealet ”Ved Søerne” i den nordlige del af Gandrup. Projektet ligger i forlængelse af de nyligt færdiggjorte almennyttige boliger, der er baseret på et byggeri i regi af Sundby-Hvorup Boligselskab.

Den nye byggemodning omfatter i alt seks parcelhusgrunde samt et areal, der udlægges til såkaldt tæt, lav bebyggelse. Sidstnævnte forventes solgt til en investor med henblik på etablering af rækkehusbyggeri eller lignende.

Den nye byggemodning glæder Gandrup Samråd, der i en længere periode har presset på for at sikre ledige byggegrunde i Gandrup.

- Vi har været i dialog med Aalborg Kommune om spørgsmålet, fortæller formand Arne Jacobsen.

- Kommunen havde egentlig lagt op til at byggemodne på et areal på Poul Smeds Vej, men vi har hele tiden ment, at Ved Søerne er mere hensigtsmæssig. Her er der i forvejen etableret lejeboliger, og arealet ligger bedre i forhold til indkøb, institutioner og rekreative udfoldelser. Det har kommunen heldigvis været lydhør overfor, tilføjer Arne Jacobsen.

Han hæfter sig i samme ombæring ved, at det pågældende areal på Poul Smeds Vej nu i stedet er udpeget som placering for det kommende plejehjemsbyggeri i Gandrup.

Den igangværende byggemodning ventes færdiggjort inden udgangen af 2020. Herefter er der planlagt endnu en byggemodning af yderligere seks parcelhusgrunde på Nørlund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste