Nye boliger godt i vej
Rejsegilde på byggeri på Nordstjernen
BRØNDERSLEV: Fredag middag kunne folkene bag byggeriet af to nye boliger til botilbuddet Nordstjernen markere, at murene står, bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen er rejst.
Det er Boligforeningen Fredensbo, som i samarbejde med Brønderslev Kommune opfører de to nye boliger på Nordstjernen, som ligger på Nordens Alle i Brønderslev.
Nordstjernen er et botilbud for voksne med betydelig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, som har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner samt til pleje, omsorg og behandling, som ikke kan dækkes på anden vis.
I rejsegildet deltog repræsentanter for rådgivere, Brønderslev Kommune, ansatte på Nordstjernen og i Fredensbo samt bestyrelsen for Boligforeningen.