Ny tømrer og snedker

05. februar 2018 kl. 23.11

39-årige Søren Nymark har fået foden under egen høvlbænk. Han har etableret tømrer- og snedkervirksomhed på adressen Filholmvej 92 vest for Brønderslev under navnet Nymark-Byg ApS.

Han har indrettet sig på et nedlagt landbrug. Der er opført nyt stuehus på godt 300 kvadratmeter, og der er i en staldbygning indrettet et 150 kvadratmeter stort værksted, der rummer alle de maskiner, der skal bruges.

Søren Nymark udfører en del af arbejdet i værkstedet.

- Hvis en dør, et vindue eller en trappe skal renoveres, udføres dette arbejde i værkstedet.

Søren Nymark kommer fra Dronninglund. Han blev i 2000 uddannet tømrer og snedker fra Hjørring Tekniske Skole samt Færch & Co i Aalborg. Han har i nogle år virket som tømrer og snedker i forskellige firmaer, men har også men tid været selvstændig i Dronninglund.

- Nu har vi valgt at slå os ned på Filholmvej, hvor der er god plads og gode rammer, fortæller han.

Søren Nymark vil både bygge nyt og udføre reparations-arbejde. Han har selv bygget familiens hus på Filholmvej, hvor han også har udført murerarbejdet, men han vil koncentrere sig om tømrer- og snedkerarbejde.

Han vil også udføre opgaver for andre tømrere og snedkere, der ikke har eget værksted.

Han har flere projekter i gang i Hjallerup- og Brønderslev-området.

Søren Nymark er fra begyndelsen alene, men regner med at ansætte et par medarbejdere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste