Billede beskrivelse

Ny skole skal have 80 på listen

08. oktober 2017 kl. 09.15

På Facebook har 530 interesserede valgt at følge kampen for en ny privatskole i Brønderslev. Nu bliver det snart klart, om interessen også rækker til en tilmelding og et depositum på 1500 kroner.

Det fortæller Tine Schroll, talsmand for arbejdsgruppen, der kæmper ihærdigt for at realisere planerne.

- At have 530 medlemmer på Facebook er ikke ensbetydende med, at alle vil melde deres børn ind i Brønderslev Privatskole, mener Tine Schroll og oplyser, at der endnu ikke er fundet egnede lokaler til skolen.

- Vi er nødt til at afdække, hvor stor interessen egentlig er. Alle kan jo synes, at det er et godt projekt, men er de klar til at melde deres børn ind? Det er vi nødt til at vide, før vi kan lave aftaler med bygherrer eller udlejere, forklarer Tine Schroll.

For at kunne komme videre med planerne, inviterer arbejdsgruppen nu et "fortilmeldingsmøde" 12. oktober.

- Her kan forældre "fortilmelde" deres børn og indbetale et depositum på 1500 kr. Hvis projektet ikke lykkes for os, og der er for få indmeldte børn, så får forældrene naturligvis deres depositum igen. Men vi er nødt til at have en fremtidig sikkerhed, som vi kan præsentere for bygherre eller udlejer, forklarer Tine Schroll.

- Når man vælger en privatskole, så vælger man den, fordi man mener, at skolen kan tilbyde ens barn noget værdifuldt. Derfor er det værdigrundlaget, og ikke beliggenheden, der skal få forældrene til at vælge netop Brønderslev Privatskole, mener Tine Schroll.

- Det er logik, at vi ikke kan leje lokaler eller få en bygherre til at lave skole, hvis vi ikke kender grundlaget og kan bevise, at der er økonomisk grundlag for at kunne drive en skole. Vi skal have mindst 80 indmeldte elever for at kunne drive skolen økonomisk forsvarligt. Samtidig ønsker vi at oprette en skolekreds, hvor alle, der ønsker at støtte projektet kan blive medlem. Et medlemskab af skolekredsen koster årligt 200 kr., og som medlem har man mulighed for at deltage i generalforsamling og kan stille op til bestyrelsen, oplyser Tine Schroll.

Arbejdsgruppen er ved at udarbejde vedtægter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste