Selma og celina med et insekthotel, de har været med til at bygge.
Livet her

Ny regnvandssø forvandles til naturperle

20. maj 2023 kl. 17:00

I forbindelse med den store tostrengskloakering i Klokkerholm er der blevet etableret to overløbssøer. Den største af dem ligger ved Kærsigvej, og her arbejder byens natur- og historieudvalg under foreningen ’Byen i landskabet’ på at gøre området til et attraktivt naturområde. 

Søen ligger i udkanten af byen lige over for Klokkerholm Dyrepark.

- Vi ønsker at beplante området, så det bliver et udflugtsmål, hvor man kan nyde naturen, spise en madpakke og drikke sin kaffe, fortæller Jette Skiveren fra udvalget.

- Der er mange muligheder, og vi håber at skabe en lille oase. Der er adskillige planer i støbeskeen, som skal føres ud i livet, når forsyningen bliver færdig. Lige nu er området helt nyt og uden bevoksning. Derfor skal vi i gang med en beplantning omkring søen med fokus på biodiversitet. Det starter vi på i november, når Brønderslev Forsyning er færdig med gravearbejdet i byen. Vi skal have plantet en masse buske og træer. Vi regner også med at plante en lille æblelund, så alle kan komme og plukke et æble eller smage på bær, ligesom der også skal etableres naturlegeplads, bålsted og shelters, så der er noget for alle besøgende. Skolen vil også kunne bruge området i biologiundervisningen. Vi har fået tilskud fra Sparekassen Danmarks Fond, Spar Nord Fonden og HedeDanmark, og det er vi glade for, siger Jette Skiveren.

Det er planen at området omkring den nye  regnvandssø skal forvandles til en naturperle.

Biodiversitet er det gennemgående tema, og det betyder også, at det skal være et godt sted for dyr, fugle og insekter. For at tilgodese insekterne, har eleverne i 6. årgang på Klokkerholm Skole i faget håndværk og design gennem længere tid arbejdet med insekthoteller. Dem mødte de forleden op med for at sætte dem ved søen. De var vidt forskellige, for eleverne havde virkelig gjort sig umage for at indrette noget, insekterne uden tvivl vil elske og trives i.

Det er luksushoteller, insekterne nu får til rådighed ved den nye sø vest for Klokkerholm.
Annonceret indhold

Nyeste