Ny opslagsbog for frivillige
Frivilligrådet kommer med guide til frivillige
Frivilligrådet for Brønderslev Kommune har konstitueret sig med Knud Jørgensen som formand og Niels Chr. Aagaard som næstformand. Herudover er Jørn Bertelsen, Grethe Libergren og Aase Jacobsen medlemmer, samt formand for Social-og sundhedsudvalget Martin Beck.
Frivilligrådet har besluttet, at det vil tage på kontaktbesøg rundt i kommunen for at få besøg af de sociale foreninger lokalt og høre om deres hverdag og finde ud af om der er problemer, som rådet skal tage op overfor byrådet. Eller om der er ønsker for fremtiden og mulighederne af at samarbejde enten lokalt eller kommunalt med andre foreninger.
Frivilligrådet har haft fremsat ønske om, at der blev ansat en Fritidskonsulent i kommunen for at hjælpe foreningerne med praktiske ting. Frivilligportal, ansøgninger etc.
Desværre må vi nok se i øjnene at det ikke bliver opfyldt. Frivilligrådet har derfor besluttet, at forsøge at udarbejde en "Frivilligbog", hvor der skal beskrives alle de ting man som forening arbejder med. Sådan at man har en opslagsbog der gerne skulle kunne besvare næsten alt.
Bogen bliver digital dog med enkelte eksemplarer på bibliotekerne og hvor ellers sociale foreninger mødes, at den bliver digital betyder også, at den hurtigt kan opdateres med nye tanker og forandringer.