Billede beskrivelse

Ny legeplads i Hedelund er forsinket - nu er der en ny tidshorisont for indvielsen

27. april 2022 kl. 11.45

Den ny legeplads, som skal bygges i Hedelund Rhodendronpark i Brønderslev, skulle have stået klar i maj. Men det bliver nu forsinket.

Det fortæller formand for teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune, Peter Stecher (K).

- Det var jo forventet og aftalt, at den skulle i gang i marts. Så blev der lidt halvdårligt vejr, og det blev skubbet lidt til april. Så skulle der være indvielse her til maj, men dem, der skal levere den her legeplads, er blevet ramt at forsyningsproblemer, som mange andre brancher også er. Nu melder de, at vi kommer ind i juni, før vi er klar til indvielse, fortæller han.

Dermed er indvielsen skubbet en gang mere.

- Den melding, jeg har fået er, at der bliver inden sommerferien starter, at vi kan holde indvielse dernede, siger Peter Stecher.

Man har ikke sat en dato for det endnu - men Parkgruppen har været samlet for at snakke om indvielsen af den ny legeplads.

- Tanken med indvielsen er at invitere dagplejere og børnehaver til at deltage, fortæller Peter Stecher.

Nu venter man altså på materiel, men når det først kommer, kan det komme til at gå stærkt.

- Når først de har materialerne, tager det ikke lang tid at lave legepladsen. Der er ikke meget, der skal forberedes - de har pladsen og det grundlæggende underlag, siger Peter Stecher, der giver et bud på, hvor længe man skal vente.

- Vi havde håbet på at lave indvielse midt i maj, men på grund af de globale forsyningsproblemer bliver vi skubbet en måneds tid, vil jeg tro, opsummerer han.

Krista og Hans Risagers Fond har givet en legatuddeling på 320.000 kroner til legepladsen, og Brønderslev Kommune har afsat 300.000 kroner til formålet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste