Billede beskrivelse

Ny leder fik festlig velkomst på friskole

13. april 2023 kl. 17.01
Opdateret 14. april 2023 kl. 11.05

Det blev noget af en festdag, da Agersted Friskole for kort tid siden modtog skolens nye leder, Anders Nyborg Thomsen.

Allerede om morgenen var hele skolen plus børnehaven samlet for at byde ham velkommen. Her fik han bl.a. overrakt et æbletræ, hvorpå der var sat et utal af små sedler, hvor eleverne havde skrevet søde velkomsthilsener.

Billede beskrivelse

For at lære den nye skoleleder bedre at kende var der blevet udarbejdet en tipskupon med 10 spørgsmål om ham. Her skulle eleverne klassevis bl.a. forsøge at gætte, hvilket fag han bedst kunne lide, da han gik i skole, hvilken ferie han foretrækker, og hvilken mad der er hans yndlingsret. Det var naturligvis ikke så nemt, men der blev arbejdet ihærdigt med sagen.

Over middag samledes alle elever i gymnastiksalen, og her skulle han så svare på de 10 spørgsmål. Der var udlovet en præmie til den klasse, der kunne gætte rigtigt på de fleste spørgsmål, så efterhånden som svarene kom, var der henholdsvis jubel- og øv-råb.

Billede beskrivelse

Bagefter var der is til alle, og der blev råbt et trefoldigt hurra af elever og medarbejdere og ønske om alt godt for fremtiden. En særdeles festlig velkomst for den nye leder, Anders Nyborg Thomsen, der kommer fra en stilling på en friskole i Hjørring.

I øvrigt kan det oplyses, at han i skolen bedst kunne lide matematik, at han, når han tager på ferie, elsker at tage til storbyer og at favoritmåltidet er lasagne.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste