Billede beskrivelse

Ny hjertestarter ved kiosk

03. juli 2021 kl. 06.00

Dronninglund er blevet til et mere trygt sted at bo, hvis en nabo, et kært familiemedlem, en kollega eller andre falder om med hjertestop. En ny døgntilgængelig hjertestarter er netop hængt op ved Skovkiosken på Slotsgade. Hjertestarteren er et resultat af, at Hjerteforeningen Brønderslev gik 15 ruter ved Hjerteforeningens Landsuddeling og dermed fik en gratis hjertestarter og en et-årig service-aftale, der sikrer, at hjertestarteren er funktionsdygtig i et helt år frem. Det er afgørende for Hjerteforeningen, at man trygt kan regne med, at de danske hjertestartere er funktionsdygtige.

- Pengene er indsamlet via facebook og gennem en stor donation fra Vintherbørn, fortalte Kirsten Møller Jensen, der er næstformand i Hjerteforeningen Brønderslev, da hjertestarteren var sat op.

Hjertestarteren kan betyde forskellen mellem liv og død. I Danmark rammes årligt godt 5.000 danskere af hjertestop uden for hospital. Det svarer til ca. 15 personer hver dag. Hvis en person med hjertestop modtager hjertelunge-redning inden for få minutter, øges chancen for at overleve markant. Hvis personen med hjertestop bliver stødt med en hjertestarter inden tre til fem minutter efter hjertestoppet, kan overlevelsen være op til 50-70 %.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste