Ny formands første marked: - Det er gået over al forventning
Hjallerup Marked er nu godt overstået. Pladsen er ryddet så imponerende, at man næsten ikke kan se, at der her for kort tid siden har været afholdt en kæmpe folkefest med over 200.000 glade deltagere. Alt er gået, som det plejer, for Hjallerup har prøvet det mange gange før.
For markedsformand Stefan Jacobsen var det imidlertid første gang, han stod i sidsen for det store arrangement, så det var da også en lettet formand, der søndag aften ved markedets afslutning kunne se tilbage på et godt og vellykket marked.
- Med det her vejr kan det jo kun gå godt, sagde han.
- Der har været glade mennesker overalt. De frivillige er glade, det samme er kræmmerne, ligesom tivoli melder om et fantastisk marked. Det er mindst lige så godt som sidste år, og det er da ingen hemmelighed, at for mig personligt er det her en god start, så jeg er tilfreds, sagde han.
Måneders planlægning
Bag det vellykkede marked ligger måneders planlægning og hårdt arbejde. Ikke mindst, når det gælder om at få nok frivillige.
- Vi var på forhånd lidt nervøse for, om vi kunne skaffe nok frivillige. Det gik også lidt trægt i starten, men da vi nærmede os sommeren, viste det sig heldigvis, at det strømmede ind med tilmeldinger, så vi også i år har været over 2.000 mennesker til at lave marked. Det er stort og helt nødvendigt. Uden de mange frivillige har vi jo ikke et marked, sagde han.
Hestene er markedets DNA
Markedet er et hestemarked, men de senere år har antallet af heste været faldende. Det blev der tilsyneladende rettet op på i år.
- Vi har haft over dobbelt så mange heste i år i forhold til sidste år. Det er vi så glade for og stolte over, for hestene er vores DNA. Hestefolkene har gjort et stort stykke arbejde for at få flere heste, og det er lykkedes. Det sidste tal, jeg hørte, var 126 heste. Nu håber vi så bare, at tendensen fortsætter, så vi får endnu flere heste næste år, lyder det fra formanden.
Markedet er gammelt og bygger på en række traditioner, som man ikke skal røre ved. Der sker dog fornyelser og små ændringer hvert år.
- Vi har gjort meget for at få pladsen mere harmonisk. Der er knap så mange kræmmere som for år tilbage, og vi må nok indse, at der ikke kommer flere de kommende år, så det har vi taget højde for.
Marked over fire dage
- Vi har haft tre rigtig gode dage. Vi kunne have taget en dag mere med, men vi valgte grundlovsdag fra for ikke at overanstrenge vores frivillige. Vi har jo i forvejen fire dage, idet vi starter allerede om torsdagen.
Her kommer der en masse unge mennesker, og det er en rigtig god idé.
- Vi tjener penge på det, og vi får lært de unge mennesker, at der er noget, der hedder Hjallerup Marked. Det er faktisk blevet lidt ’hipe’ at komme på markedet. Vi har alle dage haft mange gæster på pladsen, og det smitter naturligvis af på omsætningen.
Ølsalget er således gået godt.
- Allerede fredag aften, da vi lukkede, holdt Tuborgs store tankbil og ventede på, at der blev plads, så den kunne køre ind på pladsen og fylde tankene op. Vi har jo kun plads til 32.000 liter, og vi vidste godt, at det ikke ville række. Med en ny opfyldning var vi klar til de sidste to dage, sagde en tilfreds formand for markedet, Stefan Jacobsen.