Ny attraktion på vej

Parkgolfbanen på Nygårdsminde Vingård er klar til brug

08. april 2020 kl. 08.01

BRØNDERSLEV: Selv om det er blevet en ganske anderledes påsketiden end normalt, så er Gitte og Jan Lunde færdige med at anlægge deres parkgolfbane på Nygårdsminde Vingård skærtorsdag.

Og for Jan Lunde er det drømmen, der går i opfyldelse.

Siden han i 2010 byggede Nygårdsminde har golfbanen ligget i baghovedet og nu er tiden, hvor parkgolfbanen er åben.

Parkgolf er en mellemting mellem minigolf og almindelig golf eller det kunne også godt minde lidt om en mellemting mellem golf og kroket.

Parkgolf spilles på en mindre bane end en almindelig golfbane og så er det ikke nær så svært som at spille golf.

Parkgolf er oprindeligt et koncept fra Japan og en spændende variation af golf, med helt andre køller.

Som navnet siger, så spilles parkgolf i en park.

Derfor har Gitte og Jan Lunde både anlagt parkgolfbanen og beplantet områder med mange forskellige planter, så det kommer til at være et parkområde.

En runde parkgolf består af 9 huller hvor bolden skal slås i.

En runde kaldes en sløjfe, og dem er der tre af på Nygårdsminde.

Parkgolf spilles med en bold på størrelse med en tennisbold, og man anvender samme kølle til alle slag.

På grund af størrelsen kommer bolden aldrig højt op i luften, så der er ingen fare for vildtfarende bolde.

Banen er bygget op som en almindelig golfbane med teested, fairway, rough, bunker og out-of-bounds områder.

Parkgolf spilles typisk af 2–4 personer ad gangen.

Med parkgolf banerne foran de skrånende vinmarker på Nygårdsminde Vingård, kan alle nu komme ud og røre sig og få konkurrencegenet stimuleret.

- Vi glæder os rigtig meget til endelig at kunne invitere folk – det vil sige både børn, unge og ældre til Nygårdsminde til både leg og læring.

- Vi vil gerne vise rundt i vinmarkerne og lave vinsmagninger, men gæsterne skal også kunne nøjes med parkgolf, hvis det er det, de har lyst til, siger Jan Lunde.

I forbindelse med parkgolfbanen har Gitte og Jan Lunde indrettet et opholdssted til grupper, som ønsker at komme og spille.

- Det kan være personaleforeningen, der er på udflugt, netværksgrupper eller bare en flok venner, som gerne vil mødes over en aktivitet. De kan så benytte vores opholdsrum eller sidde på bænke udenfor. Ideelt set, kan de jo begynde med en omgang parkgolf, for så at få en rundvisning i vinmarkerne og slutte af med en lille vinsmagning, siger Gitte Lunde.

Nygårdsminde parkgolf er således en ny og spændende attraktion her i Nordjylland både for dem, der blot vil prøve sig med en omgang parkgolf en enkelt gang og for de mere seriøse, der vil spille flere gange om året, idet der vil være mulighed for at købe sæsonkort.

Der vil blive afholdt Nordjysk Mesterskab i parkgolf 22. august 2020 på Nygårdsminde og Danmarks Mesterskab i parkgolf i september 2020 på Fyn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste