
Nu kan du lynlade mens du handler
Føtex har lige taget en lynlader med plads til to elbiler i brug på sin parkeringsplads.
BRØNDERSLEV: Hvis du har en elbil, der trænger til at få ladet batteriet hurtigt op, kan det nu lade sig gøre i Brønderslev, nemlig på parkeringspladsen ved Føtex, hvor der netop er installeret en lynladestander med plads til to biler. Ladestanderen er fra Clever, som i forvejen har ladestandere overalt i Danmark
- Det er dejligt, at kunderne nu kan få ladet deres bil op, mens de fylder varer i indkøbsvognen, siger Kim Phänner, der er varehuschef i Føtex i Brønderslev.
- Mig bekendt er der ikke lynladere andre steder i Brønderslev, så det er helt fantastisk, at vi kan gøre noget godt for vores by og hjælpe elbilisterne med at få ladet deres bil hurtigt, siger Kim Pfänner.
Muligheden for at lade elbilen er et skridt i den rigtige retning for Salling Group, der ejer Føtex. Koncernen ønsker at minimere sit aftryk på klimaet blandt andet ved at gøre det nemmere for kunderne at træffe valg, så de bidrager til at mindske CO2-aftrykket.
Salling Group og Clever er i gang med at opsætte 1.000 nye ladestandere i hele landet ... og det skal for god ordens skyld oplyses, at man altså skal betale for strømmen, hvis man slutter sin bil til den nye lader i Brønderslev.