
Nu er pengene brugt: Dagplejen i Asaa havde blomsterfest
I marts måned inviterede Louise og René Rødkær Hermansen skolebørn og børnehavebørn til en festlig legedag i Asaa Hallen med hoppeborge, leg og hygge. Forleden gjorde de det igen, da de inviterede byens fire dagplejere med børn til en sjov dag i hallen.
Pengene, ægteparret bruger på børnene i Asaa, stammer fra salg af blomster fra de smukke faunastriber, der hver sommer pryder begge sider af Asåvej.

Blomsterpenge brugt
Ved blomsterfesten forleden var der musikalsk underholdning ved Anette Bilde, og hun gør det altid godt. Derefter var der leg og bevægelse i hallen.
- Halinspektør Pernille Wilsborg lavede middagsmad til os, og da forældrene kom for at hente børnene, var der kaffe og kage til alle. En virkelig god dag, fortæller en af dagplejerne, Camilla Thomsen.
Nu er blomsterpengene brugt op, men den gode nyhed er, at der også i år kommer faunastriber langs Asåvej, hvor det igen bliver muligt at plukke en buket og derved skaffe penge, der udelukkende går til aktiviteter for børn i Asaa.