Billede beskrivelse

NT skal have ny direktør

29. september 2017 kl. 08.21

Efter seks år ved rattet som direktør for Nordjyllands Trafikselskab checker Jens Otto Størup nu ud fra den kollektive trafik. I hans nye job kommer han dog stadig til at skulle holde øje med danskernes mobilitet og køretøjer, idet han fra 1. november skal være direktør for én af skattevæsenets nye styrelser, Motorstyrelsen, der får hovedkontor i Aalborg.

Den nye styrelse skal bemandes med 250-300 ansatte og er en del af Regeringens plan om at reformere SKAT ved at nedlægge den nuværende organisation og erstatte den med syv styrelser med egne direktører.

- Jeg har haft seks rigtige gode år i NT med fantastiske kolleger og samarbejdspartnere. I NT har jeg virkelig oplevet styrken i at trække på samme hammel med afsæt i en stærk vision. Jeg kommer helt sikkert til at savne mine kolleger og vores spændende projekter. Når jeg i fremtiden kører med Nordjyske Jernbaners tog fra Tornby til Aalborg, bliver det som en uafhængig pendler. Den fornemmelse skal jeg nok lige vænne mig til, siger Jens Otto Størup.

NTs bestyrelse vil hurtigt muligt beslutte, hvordan processen skal være omkring ansættelse af en ny direktør for trafikselskabet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste