Billede beskrivelse

NT får pris for mobilitets-ide

20. maj 2017 kl. 11.44

Nordjyllands Trafikselskab har netop fået tildelt førsteprisen for mobilitet ved et møde i Montreal i Canada.

Det er den internationale sammenslutning af trafikselskaber UITP, der hvert andet uddeler prisen, og det er første gang, at den går til et dansk trafikselskab.

NT vinder prisen for sin nye mobilitetsplan, der i øjeblikket er i høring hos de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland, og der er tale om en ganske usædvanlig strategi.

NTs nye mobilitetsstrategi består af fire dele.

Dels en styrkelse af hovednettet af bus- og togruter, der binder de større byer i regionen bedre sammen, og dels et nyt flextrafik-produkt kaldet "Plustur", som bringer borgerne fra deres adresse i landområderne og ind til hovednettet til en pris, der svarer til den almindelige kollektive bus- og togtakst.

Derudover indeholder strategien en opgradering af udvalgte terminaler og knudepunkter, hvor passagerne skifter mellem forskellige offentlige og private transportformer.

Endelig indeholder strategien også en app-baseret nordjysk rejseplanlægger, hvor rejsemuligheder med bus og tog suppleres med flextrafik, taxi og privat samkørsel:

- Vi har en lang tradition for ikke bare at forlænge verden med brædder, og vi har et klart ønske om at være foregangsregion for god mobilitet med den kollektive trafik som afgørende faktor. Det indebærer først og fremmest, at vi skal tænke det kollektivt pragmatiske endnu længere ud, og det er netop det, vi får prisen for at gøre, siger NT-direktør Jens Otto Størup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste