Billede beskrivelse

Nordlux solgt

Trods salg til belgisk virksomhed ventes der flere ansatte i Aalborg

02. august 2017 kl. 08.38

Belgiske Energetic Lighting køber nu nordjyske Nordlux, der er førende i Norden inden for design og salg af indendørs og udendørs lamper.

Energetic Lighting er blandt verdens førende inden for udvikling og produktion af energibesparende lyskilder - særligt LED.

Handlen sker med virkning fra 1. august 2017 og både ledelse og medarbejdere fortsætter i virksomheden:

- Vi har fået præsenteret et købstilbud og ikke mindst en fremtidig strategi for koncernen, hvor Nordlux kommer til at spille en afgørende rolle,. Det har vi ikke kunnet sige nej til, forklarer adm. direktør Peter Terkelsen fra Nordlux Group.

- Energetic Lighting er en ønskepartner for os - både på grund af de åbenlyse fordele ved at kombinere en lyskildeproducent med en lampespecialist, og også inden for en lang række andre områder

Nordlux Group blev grundlagt i 1977 og har hovedkontor i Aalborg samt salgsselskaber i Norge, Sverige, Tyskland og Kina. Nordlux designer og udvikler selv alle produkter, der produceres af eksterne partnere.

- Den overordnede plan med sammensmeltningen er konsolidering og vækst, og vi forventer således at skulle øge vores medarbejderstab, der i dag ligger på godt 70 medarbejdere, inden for de kommende år. Vi får nemlig adgang til en række nye kunder og kanaler, mens vi bidrager med et veletableret og anerkendt lampebrand, fortsætter Peter Terkelsen.

Prisen for overtagelsen oplyses ikke, men der er tale om et betydeligt millionbeløb..

Nordlux gav sidste år et overskud før skat på 22,8 millioner kroner, forrige år var det på 23,8 millioner og året før på 26,6 millioner.

Egenkapitalen i firmaet er ifølge regnskabet for 2016 på 46,9 millioner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste