Billede beskrivelse

Nogen må tage ansvar

24. november 2017 kl. 07.01

150 tilhørere havde en inspirerende og morsom aften i salen på Brønderslev Bibliotek, da Ulla Dyrløv - blandt andet kendt fra tv-programmerne "Ingen styr på ungerne" og "Aldrig for sent" - med et glimt i øjet fortalte om vigtigheden af at forældre tager rollen som pilot for sit barn.

Tidligt i sin ungdom besluttede Ulla Dyrløv, at hun ville være en voksen, der taler med de børn, der har det svært. Denne vigtige beslutning tog hun ud fra sine egne erfaringer. Som ni-årig flyttede hun med sin familie fra Grønland til Danmark og dette skift var meget svært for hende.

Hun blev en ballademager i skolen, men samtidig var hun også en meget dygtig elev. Da hun kom i 8. klasse ændrede tingene sig, og hun blev en meget stille pige, der ønskede at lærere og klassekammerater ville give hende noget opmærksomhed.

- Det med at være pilot for sit barn skal tages helt bogstaveligt. Piloten er den på flyet, der har styr på alting med ro og overblik. Sådan skal forældrenes rolle også være i forhold til barnet. Mennesket er et socialt flokdyr, og derfor har barnet straks fra fødslen behov for, at der en nogle, der tage ansvar og viser, hvordan vi lever i denne flok/familie, sagde Ulla Dyrløv.

Ulla Dyrløv gav mange konkrete eksempler og anvisninger på, hvordan forældre kan gøre livet med børn nemmere. Når der fx opstår konflikter mellem forældre og barn, er det vigtigt, at forældrene tager ansvar og viser vej - siger fra og holder fast i de ting, der ikke er til diskussion.

- Ligeledes er det vigtigt, at forældre stiller krav til børn. Børn vil nemlig rigtig gerne vise, at de kan gøre en forskel og være en del af flokken. Forældre skal holde op med at være servicecentral for deres børn og involvere børnene i de daglige pligter i familien, påpegede hun.

Mange af eksemplerne blev fortalt med et glimt i øjet - "sådan gør de i København" - underforstået, at sådan kunne vi da aldrig finde på at gøre i Vendsyssel. Det var til stor morskab for tilhørerne

Aftenen var arrangeret i et samarbejde mellem Brønderslev Kommunes Støtteteam og Biblioteket.

Slides fra Ulla Dyrløvs foredrag kan ses på bibliotekets hjemmeside www.bronderslevbib.dk. For at få det fulde udbytte anbefales det samtidig at læse bogen "Pilot for dit barn: en guide til forældre".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste