Livet her

Nissesammenkomst på Vildmosemuseet

22. november 2021 kl. 17:19

En magisk verden udfoldede sig, da Vildmosemuseet i Brønderslev bød indenfor. Under overskriften VILDnisseT kunne børn og voksne komme i julestemning på en lidt anderledes måde end de typiske Julemandsarrangementer i landets købstæder.

I weekenden var museet nemlig indtaget af ophavet til nutidens mere kommercielle julenisser. Fortidens udgaver var nemlig knap så gavmilde og godhjertede som de nisser, vi kender i dag. De var på én gang både skræmmende og barmhjertige, og derfor gjaldt det før i tiden for alt i verden om at holde sig på god fod med nisserne. På Vildmosemuseet var der således besøg af blandt andre kirkenissen, der fortalte spøgelseshistorier, møllenissen, som talte i ordsprog, den lalleglade skovnisse og den utilregnelige bjergnisse. Også gårdnissen, skibsnissen og sætternissen var på spil på en weekend, der fyldte museet med både hygge og mystik.

- Det er første gang, vi holder et arrangement som dette, fortæller museumsinspektør, Johanne Bagger.

- Idéen har været at give de besøgende et indblik i, hvordan nisserne i historisk tid har spillet en vigtig rolle i folks tilværelse. Oprindeligt havde nisser jo ikke specielt meget med julen at gøre. De var på spil hele året, forklarer Johanne Bagger.

Hun glæder sig over et vellykket arrangement, der løb af stablen sideløbende med årets juleforestilling hos BAS på den modsatte side af gaden. Således blev der også taget forskud på et samarbejde, som formentlig bliver meget mere omfattende, når begge institutioner efter planen kommer på plads i PN-bygningerne.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu