Nisserne på besøg
Alle holdene i JSI gymnastikafdeling har i disse uger holdt juleafslutning og ønsket hinanden en glædelig jul og et godt nytår.
De tre yngste hold med børn fra 0-6 år har haft besøg af nissemor, der har sunget julesange og leget julelege med dem. Nissemor havde også en godtepose med til hvert af børnene, som de kunne hygge sig med, efter hun var fløjet hjem til julemanden i sin kane.
De øvrige hold, har hver på deres måde holdt juleafslutning. Nogle har hygget sig med julegodter til træningen, andre har haft hygge med pakkespil, og nogle lunede æbleskiver som de fik efter en god træning.
Alle er nu snart klar til at gå på en velfortjent juleferie, og kommer så tilbage med fornyede kræfter til januar, hvor træningen starter igen.
- Der er plads på alle hold, så er der nogen, der kunne tænke sig at træne med efter nytår, skal man bare møde op på holdets træningsdag, fortæller formand for JSI’s gymnastikafdeling, Helle Wognsbæk Jensen.