Ni boksere i ringen
I den kommende weekend deltager Brønderslev Bokseklub i den store internationale bokseturnering, Vestjysk Box Cup, i Holstebro.
Det er 31. gang, at Bokseklubben "Sct. Jørgen" holder denne store turnering, og Brønderslev Bokseklub har aldrig tidligere deltaget med så stort et hold af boksere som i år.
- Ni boksere fra Brønderslev Bokseklub drager fredag eftermiddag mod Holstebro, og alle har en drøm om at vinde deres klasse i turneringen, fortæller klubbens formand og træner, Erik Thrane.
- Det bliver svært, der deltager mange gode boksere fra flere forskellige lande, Men Brønderslev-bokserne har forberedt sig så godt som det er muligt.
- Desværre mistede bokserne en vigtig træning onsdag, da klubbens træningslokale i Brønderslev Hallen var lejet ud til Brønderslev Kommune.
- Jeg går ud fra, at kommunen og halinspektøren har det fint med på den måde at modarbejde bokseklubben. Det er i hvert tilfælde ikke optimalt at miste et træningspas op til så stor en opgave som denne.
- Heldigvis er de unge boksere i Brønderslev Bokseklub i rigtig god træning, og de er da også i stand til ikke at lade sig gå på af sådanne ting, men det er ærgerligt at når unge mennesker virkelig gør et stort stykke arbejde for deres sport, at det så er udefra kommende ting, som er med til at bryde rytmen.
- Når vi står i Holstebro, har alle mand skudt denne kedelige oplevelse fra sig og koncentrerer sig 100 procent om den store opgave, som de står overfor og de skal nok leve op til deres normale høje standard. Bokserne har det sidste års tid leveret mange gode resultater og man kan være sikker på at alle har et ønske om at fortsætte den gode stime, fortæller Erik Thrane.
Trænerteamet, Thomas Jensen og Erik Thrane, er sikker på, at bokserne vil gøre deres bedste, der er, som altid, en god stemning imellem bokserne, ambitionerne er store, ligeledes selvtilliden, men realistisk set, så vinder bokserne ikke ni guldmedaljer, men mindre kan også gøre det.