Nederlag til ØBI
Fodboldhold tabte i 4. division
Ø. BRØNDERSLEV: Efter to sejre på 3-2 måtte ØBI onsdag aften indkassere sæsonens første nederlag på 3-1 i udekampen imod Ø. Vraa IF i fodboldens Serie 4.
ØBI var inden kampen ramt af et par afbud, bl.a. fra den meget talentfulde Alexander Feshchenko samt forsvarsspilleren Peter Riis. Nyoprykkede David Stavnskær, fra klubbens andethold i Serie 6, måtte også melde fra og har dermed sin Serie 4 debut til gode. Samtidigt har man også langtidsskade på målfarlige Peter Stavad, der sidder ude med ankelproblemer.
- Kampen var såmænd meget lige mellem to hold, der gerne ville spille fodbold, udtaler ØBI assistent træner Mogens Thomsen.
- Ø. Vraas forsvar var tæt og massivt, det magtede vi desværre ikke at åbne godt nok. Man skal så også huske, at det var Ø. Vraa IF’s reserver til deres Serie 1 hold, vi var oppe mod, så der var mange gode spillere.
- Vi rammes af hele to gule kort i kampen, hvert med 10 minutters udvisning til følge og specielt den første udvisning, allerede efter knap 6 minutters spil, hvor vi kommer bagud med 1-0 kunne tydelig mærkes, derefter var det op af bakke resten af kampen. ØBI’s enlige mål blev scoret sent i kampen, af backen Mark Lund Andersen assisteret af Jacob Stavad, slutter Mogens Thomsen.
Med dette nederlag rykkede ØBI ned på andenpladsen med seks point efter tre kampe. Nummer et er netop Ø. Vraa IF med ni point efter tre kampe. Næste opgave for de blå ØBI-drenge, er hjemmekampen på Intersport Brønderslev Arena mandag 27. august kl. 18.30, hvor Voerså IF kommer på besøg. Voerså IF ligger på tredjepladsen i tabellen med tre point efter to kampe.
Tex