Naturligt at AAU er i hovedstaden
Hver gang, Aalborg Universitet bruger en milliard kroner på forskning, kaster det omkring 420 forskningsaftaler med virksomheder af sig. For de øvrige syv danske universiteter under ét ligger det tilsvarende tal på cirka 160.
Sådan lyder et af resultaterne i den analyse af Aalborg Universitets samarbejde med virksomheder, myndigheder og samfund, som konsulentfirmaet Iris Group har gennemført for universitetet.
Godt hver tredje af de danske virksomheder, AAU arbejder sammen med, ligger i Region Hovedstaden.
- Nogen siger, at vi har volumensyge med vores afdeling i København. Men tallet viser i virkeligheden, at vi har en model, som der også er god interesse for i Københavns-området. De har brug for vores kompetencer, siger rektor Per Michael Johansen, Aalborg Universitet.