Billede beskrivelse

Naturgenopretning tager form

15. februar 2023 kl. 06.00

Hals Mose er flere tusind år gammel. Det er en højmose med unik natur, som dog længe har været presset. Dræning og opdyrkning har ødelagt den oprindelige mose og skabt åndenød for utallige arter. Men bedring er på vej. Et samarbejde mellem Den Danske Naturfond, Aalborg Kommune, Postnord og Niras har gjort det muligt at lade 250 hektar genopstå som frodig og våd mose. 

Området rummer en af landet sidste oprindelige sumpbirkeskove. Her yngler flere fuglearter, som har brug for de gamle træers naturlige redehuller. Det er blandt andet fugle som natugle, stor flagspætte, spætmejse og grå fluesnapper. Ligeledes yngler både duehøg, grønspætte og trane i Hals Mose, hvor birkeskoven også er et levested for blandt andet sjældne sommerfugl og natsværmere.

Og selv om naturen altså igen får førsteprioritet i Hals Mose, så bliver den ikke utilgængelig. Mosens gæster får nemlig adgang via 3 kilometer nyanlagt sti, der skal gøre det nemt at opleve herlighederne uden at skade den sårbare biodiversitet. 

- Vi lægger naturligvis stierne, så de ikke gør skade på naturen, og så gæster styres uden om den sårbare natur. Arbejdet er en del af den friluftsplan, vi har lavet sammen med Aalborg Kommune, hedder det i en pressemeddelelse fra Den Danske Naturfond. 

Her gøres det også klart, at arbejdes ventes færdigt i 2023. Resultatet kan allerede så småt skimtes. Stierne er klar til brug og den forhøjede vandstand i mosen skinner efterhånden igennem.

Udover at indstille landbrugsdrift og afvanding går en stor del af genopretningen også ud på at fælde de nåletræer, der ikke hører naturligt til i mosen.

Det samlede budget for genopretningen beløber sig til 18,5 mio. kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste